Internationale oplevelser i påsken

Af: Trine Porret Randahl Larsen

24.01.2012

Knap 20 grønne pigespejdere skal af sted på tur til London og Schweiz i påsken. Det er et nyt tiltag for de 13- 17-årige medlemmer.


Den 1. - 7. april rejser en flok unge grønne pigespejdere fra hele Danmark ud for at besøge verdenspigespejdercentrene i Storbritannien og Schweiz.

Pax Lodge er et af de fire verdenspigespejdercentre World Association of Girl Guides and Girl Scouts (WAGGGS) driver, og ligger i London. Hertil rejser ti pigespejdere, hvor de oplever storbyens mange muligheder, besøger Girl Guiding UK og nyder en fantastisk udsigt fra London Eye.

Et andet verdenspigespejdercenter er Our Chalet i Schweiz. Her tager ni piger til et snedækket Schweiz, hvor de besøger den lokale træskærer, bygger iglo, smager chokoladefondue, og prøver snesko og langrendsski.

Begge ture ledes af grønne pigespejdere, der har været på centrene før. Turleder til Our Chalet Christina Ingerslev (billedet) fortæller om turene: 'Alle piger, der tager på en påsketur vil komme hjem med nye venner - fra hele Danmark og resten verden. De vil få kendskab til et globalt pigespejderarbejde og forhåbentlig også få mod på nye eventyr for dem selv og deres lokale gruppe.'

På vegne af turledere siger Christina Ingerslev: 'Vi glæder os meget til at møde pigerne og tage på uforglemmeligt eventyr sammen med dem. '


Bookmark and Share